Archive for the ‘ Anmeldelser ’ Category

Rå kage og en anmeldelse

Det er meget lang tid siden jeg sidst har blogget, og det skyldes min dejlige lille guldklump, som indtil for nylig overhovedet ikke har villet sove for sig selv.  Men det betyder ikke, at der ikke er blevet lavet mad. Bare at jeg ikke har tid til at skrive om det. Men det skal nok komme igen.

Man kan se billeder af den lille nye guldklump, hvis man er nysgerrig på voresbarn.wordpress.com .

Nå, men siden fødslen, har jeg haft en sær besættelse af raw food. Måske skyldes det, at vi var inde på “Raw 42” på en af vores aller første udflugter. Min mand brugte turen derhen til at fortælle mig, at han ikke ville spise noget der, men at jeg da gerne måtte få en gang salat :) Da vi kom, bestilte vi begge to alligevel. Jeg fik en salat med asparges og tang (som jeg elsker) og han fik den med jordnødder og squash. Det var gud! så alle fordomme faldt på jorden som en sten, og min mand elskede det også. Hans salat var klart den lækreste, men min var også god, selvom jeg ville ønske de havde skåret aspargsne i lidt mindre stykker, de var lidt overvældene i al deres råhed. Vi delte et stykke chokoladekage til dessert, som var middelmådigt af en kage at være, men da imponerende, eftersom det var råt.

Da vi kom hjem skrev jeg mig tålmodigt i køen til samtlige rå kogebøger jeg kunne finde på biblo. Jeg har fået fire indtil videre, og jeg er i hvert fald sikker på hvilken bog jeg faktisk tager ud og køber. Den hedder “Raw Food – intelligent, forførende og sund mad til alle” og den er skrevet af Jens Casupei og Vibeke Kaupert. Opskrifterne er anderledes, og ikke nødvendigvis ting man selv lige ville finde på. Der er en del salater og supper, men de er godt fundet på. Der er fx waldorfsalat, og lasagne, som vi prøvede i en lidt anden udgave. Det lækreste var dog vores egen udgave af en kage, inspireret af både den kogebog og en ok bog af Erica Palmcrantz og Irmela Lilja kaldet “Raw food for livet”. Den virker på en eller anden måde bare ikke særligt indbydende, og mange af opskrifterne er kedelige eller ser bare uappetitlige ud (fx salat uden dressing. GAB!). Men den har også sine øjeblikke, og jeg glæder mig til at smage dens råmarinerede champignon.

Men Raw food (den første) må simpelthen ejes, og jeg glæder mig til at den finder et permanent hjem i mit overfyldte kogebogsskab.

Nå, men det var den rå hindbærtærte jeg kom fra.

  • Rosiner
  • Mandler
  • Dadler
  • citron
  • vanilje
  • hindbær

Man tager lige dele rosiner og mandler (eller efter smag), og hakker dem i en minihakker, til det er klistret og nogenlunde dej-agtigt. Så er det bare at sprede stadset i et tærtefad el. li. evt. på bagepapir. Ovenpå den “dej” skal et snasket og sødt lag af ret mange dadler blendet med lidt citron og vanilje. Det er nemmest at smage sig frem. Ovenpå skal der bare gavmilde mængder friske eller frosne hindbær (jeg dryppede med lidt agavenektar på de frosne, men det er skam ret sødt i forvejen). Og voila, man har en rå tærte. Jeg synes der manglede lidt flødeskum, så jeg lavede en rå version af cashewnødder og pære blendet med lidt vand. Det bliver tykkere hvis man lader det stå, og det kan godt bruge lidt agavenektar og lidt vanilje.

Både min mand og jeg var solgt efter den tærte, og jeg glæder mig til at prøve flere, måske endda nogen hvor jeg bare følger opskriften (det er bare så svært at få alt lige når man skal bruge det)

Pure vegetarian – en anmeldelse

Jeg har efterhånden lånt og købt en kæmpe stak vegetariske kogebøger. Og jeg må indrømme, at jeg som regel bliver ret skuffet. Så finder jeg mine gode gamle kødkogebøger frem, og omskriver opskrifterne i stedet.

Jeg synes de fleste bøger er kedelige og ufantasifulde, og så mangler der billeder, som altså gør det sjovt og sanseligt at blive inspireret.

Men ! Jeg lånte Paul Gaylers “Pure vegetarian” fra biblo, og den er genial! Jeg er normalt enormt irriteret når kødspisere skriver kogebøger (min “Real vegetarian Thai” er et godt eksempel på det). Fordi det åbenbart er svært at sætte sig ind i, at man ikke kan leve af svampe og salat. Nå, men denne er altså skrevet af en kødspiser. Og den er simpelthen bare vildt spændene. Der er allerede en milliard ting jeg gerne vil prøve fra den, ting man faktisk ikke selv kunne have fundet på, og som bliver præsenteret på en virkeligt lækker måde. Det ser ikke tungt og trist ud, men lækkert, kreativt og der er en glæde ved at lege med smag og konsistens, som fra de bedste af mine “kødbøger”. Det er “finere” madlavning, men mange af de meget komplekse og indviklede retter, kan sagtens laves i en lidt mindre kompleks udgave. Der er opskrifter inspireret fra Frankrig, Italien og “Østen” især, og det ser bare vildt lækkert ud

Det er ikke en “begynder” kogebog, hvad det så end er, men til en selektiv, kreativ wannabe kok, så er den bare perfekt. Jeg ønsker mig alle hans vege-bøger i fødselsdagsgave, og hvis jeg ikke får dem, så køber jeg dem sgu selv!

Jeg tror den ville være genial hvis man vil overbevise en rigtig madelsker om mulighederne i det vegetariske.

Jeg købte også “The Asian Vegan Kitchen” af Hema Parekh. Og jeg ville virkeligt ønske jeg kunne elske bogen. Introen er fantastisk, hun har taget opskrifter som i udgangspunktet ER veganske, og så bare præsenteret dem som de er. MEN der er kun få billeder, og de er ikke særligt gode, og hun er inder, som bor i Japan.  Hendes kinesiske opskrifter, fx er helt vildt underlige, lavet med typiske japanske ingredienser. Jeg har stadig meget håb for hendes japanske og indiske opskrifter, desværre er det de retter, som de fleste nysgerrige vegetare allerede har opskrifter på. Og der er et stort fokus på hele øst Asien, i totalt uatentisk (japansk, igen) udgave. Tror alligevel den bliver rar at have. Men æv, altså. Hvorfor er der så få gode??

Vegetarisk bang bang, eller mærkelig smag i vegetar udgave

Hvis man er rigtig glad for kinesisk mad, og går lidt op i det, så er “Bang bang chicken” eller “strange flavor chicken” nok noget man er stødt på. Desværre er danske “kinesiske” restauranter sjældent specielt interessante, og de serverer fire forskellige relativt kedelige retter med forskellige former for kød: karry, sur/sød, salt og evt. østersovs.

Jeg kan ikke prale med at have opdaget kinesisk madlavning selv. Min ekskæreste boede i den kinesiske ghetto i Milano, og da vi flyttede sammen, besøgte vi hans forældre der. Han introducerede mig for en hel anden madopfattelse. De kinesiske restauranter her var skabt til kinesere, og der var sjældent en eneste ret på menukortet jeg kunne genkende. Her var vi de eneste (ok, jeg var) nordeuropæere, og ofte absolut de eneste som ikke var kinesiske. Spisestederne varierede fra enorme, til helt små frokostkøkkener, fra minimalistisk, til kitschy, men ikke på en måde jeg nogensinde har set før. Lydende og duftene var anderledes og spændende, og der var supermarkeder og massere af små butikker som tydeligvis kun var målrettet mod et kinesisk publikum. Selv i gaderne var der kun kinesere, den enkelte italiener var undtagelsen. I slagteren vindue lå store mængder kyllingefødder, fyldte bladindpakkede dimmere, vi aldrig fandt ud af hvad var. Der var også en butik som kun solgte tofu!

Det var svært at kommunikere, de fleste i denne del af byen talte hverken italiensk (eller meget lidt), engelsk, tysk eller noget som helst andet jeg kan sige andet end “hej” og “tak” på. Det var helt sikkert min yndlings bydel, selvom de italienske dele også er fantastiske og fascinerende. Alt var nyt, spændende og usmagt! Her smagte jeg for første gang hundredeårsæg med silketofu og zaizai: Andeæg som er lagt i et askelag i lang tid, hvorefter hviden bliver helt gennemsigtig og grå, og blommen nærmest sort. Zai zai er syltet, meget salt og surt roe. Nudelsuppe var det også førstegang jeg fik på den måde. De var fyldt med nærende, tykke, hjemmelavede og friske nudler, helt friske sprøde grøntsager og tit med et generøst drys syltede grøntsager ovenpå. I suppen kunne man så hælde forskellige smagsgivere, og selv afgøre balancen mellem surt, stærkt og salt. Her blev jeg introduceret til “hjerteløse grøntsager” (som jeg stadig ikke helt ved hvad er), friske lynstegte soyabønner. Ja, det var faktisk første gang jeg smagte tofu. Og her var variationerne uendelige. Der var seje, røgede striber i stærke sovse, uendeligt tilfredstillende dybstegt “hård tofu”, hård tofu i supper som dejlig kontrast til slimmede (men lækre!) skyøresvampe og sprøde friske grøntsager. Og der var den bløde, milde silketofu, mildt komblimenteret med saltede eller søde grøntsager. For slet ikke at nævne den fermenterede tofu, som slet ikke minder om de andre i hverken konsistens eller smag. Den har en dyb, lagret og heftig smag, og bruges som krydderie i mindre mængder, fx i “chili bean sauce”

Dette indlæg ville aldrig blive færdig, hvis jeg skulle gennemgå alle de skønne ting jeg opdagede i Milanos kinesiske ghetto. Men min kærlighed til kinesisk mad startede her. Det må være verdens mest varierede køkken (hvis det da overhovedet er bare et), og det er desværre meget overset og misforstået i Danmark. Vi har desværre ingen kinesisk ghetto, men der er i hvert fald en butik som nærmer sig det autentiske. Den hedder “China World” og den ligger lige bag hovedbanegården på Istedgade siden. Her ligger en masse fantastiske butikker, både thai, afghanske og kinesiske.  Det er altid sjovt at komme derhen og vandre imellem en masse uopdagede grøntsager (og der plejer altid at være en del jeg aldrig har set før, trods uendelig nysgerrighed og et skab fuld af kogebøger). Her kan man også nemt finde ingredienserne til fx den ret jeg vil skrive om i dag.  Ellers er det sikkert muligt at stykke sammen fra forskellige “tyrkiske” grønthandlere, supermarkeder m.m.

Smagen på retten er ret speciel. Opskriften er en viderudvikling fra en af mine absolut yndlings kogebøger: “Sichuan Cookery” af Fuchsia Dunlop. Sichun er et ret stort område i kina, og maden herfra har sin helt egen, specielle stil. De er glade for stærk mad, chili og sechuang (som staves på mange måder) peber. Ja, der er rigtig meget at sige om den stil, men det gør Fuchsia Dunlop nu meget bedre. Bogen er ikke vegetarisk, men det er muligt at lave mange af opskrifterne om. Og så er de ofte tilmed veganske.

I denne opskrift har jeg brugt et køderstatningsprodukt jeg fandt i China World (ikke langt fra hovedbanegården). Det meste af skriften er kinesisk, men der stod dog at det var vegetarisk. Jeg lagde det først i blød i kogt vand i 10 min, derefter stegte jeg det på panden med risvin (man kunne lige så godt ha’ brugt sherry) og lidt soya. Det havde en absolut speciel konsistens, men det var tydeligt “kødagtigt”. Der havde ikke megen smag, men en ret tør, lidt ubehagelig lugt. Det ville sikkert smage bedre sammen med en masse grøntsager, men min mand syntes det var lækkert.

Jeg synes det var helt ud spiseligt. Jeg er ikke sikker på det er tiltænkt som køderstatning, så jeg har valgt ikke at vurdere det på en kødskala. Min vurdering bliver, at konsistensen rammer ret godt, omend det er lidt blødt, smagen er ikke ubehagelig. Men jeg ville foretrække noget andet. Fx tofu eller frisk gluten. Ikke som erstatning for kød, men i og for sig selv. Til retten kunne man sikkert også sagtens bruge  “tunge” grøntsager som f.eks. broccoli eller aubergine.

  • 300- 400 g grøntsag, tofu (dybstegt og hård), gluten eller andet man har lyst til
  • 1 spsk sukker
  • 1½ spsk soya (lys)
  • 1½ spsk chikiang eller sort kinesisk eddike
  • 2-3 spsk økologisk tahini (den fra Rømers skulle være bedst)
  • 1 tsk sesamolie (den asiatiske mørke slags)
  • 1 spsk chiliolie (som er groft chilipulver stegt i en neutral olie til det sydder om chilien. Det holder sig super lang tid)
  • 1 spsk tørristede sechuanpeber, som derefter males fint (fx i en morter eller kaffemølle uden kaffe)
  • evt.  ristede sesamfrø til at drysse over.

Eddike soya og sukker blandes sammen i en skål til sukkeret er opløst. Resten af ingredienserne blandes i, på nær “køderstatningen”. Til sidst hældes sovsen over grøntsag/køderstatning. Man kan evt. servere agurkestænger til, og drysse med ristede sesamfrø.

Ja, denne ret ser ikke specielt lækker ud, men den smager altså virkeligt godt. Hvis man serverer den sammen med farvestrålende kinesiske grøntsager, så er der alligevel ingen der ligger mærke til det :) Og det smager godt.

Taj

Taj ligger centralt i københavn, lige over for Dagmar (nærmere bestemt Jernbanegade 5). Det er det bedste sted jeg har spist siden jeg er blevet vegetar (i Danmark, altså). Det er desværre heller ikke et billigt sted, men det er faktisk pengene værd. Stedet virker som om det er et bevidst forsøg på at stable så meget tung kitsch på alle overflader som muligt. Fra indgangen, med et enormt springvand med indiske figurer, til løvehovedstolene. Der er ikke mange centimeter som ikke er dækket med ornamenter. Personligt synes jeg det er fedt, det passer til maden og stemningen, og især de flotte dansende figure på springvandet, er virkeligt flotte, på en overdrevet måde.

Jeg har været der to gange fordi det er så dyrt, første gang fik vi en absolut irriterende tjener, som prøvede at sælge os mere mad hvert femte minut, til vi til sidst skyndte os at betale og smutte. Anden gang var tjeneren en sød ung pige, som fortalte at hun var datter af kokken, og som var meget benovet over at vi spiste al vores pickle og chutney (normalt er det åbenbart for stærkt for danske ganer, men hatten af for Taj, at de fortsætter med at putte chili i deres mad!).

Det absolut bedste jeg har fået derinde, var deres vegetarmenu:

Pappadam & pickles
Alu Chat
Mattar Paneer
Dal Maharani
Bangan Baji
Naan Mahiwal
Indiske Basmati ris
Raita – yogurt dressing

Det er mere mad, end det umiddelbart ser ud, og hele herligheden koster 229 kr. Man skal være minimum to for at få den. Pappadams er flade chipsagtige brød, ofte med krydderier i. De er lavet af en eller anden form for bønne eller linse. Det er forretten, og de spises med nogle rigtig lækre små skåle med forskellige pickles (som på indisk betyder surt og stærkt og oliet). Det er en ret hård start for maven, da både pappadams og pickles er ret fettede og meget krydrede. Men det smager godt, omend lidt tungt.

Hovedretterne består af ris og naan(fladbrød) med raita (yogurt med grøntsager og krydderier), og så en masse (selvfølgeligt vildt ornamenterede) skåle med forskellige karryer.

Dal Maharani, som er de absolut lækreste linser jeg nogensinde har smagt, sorte, og i en tyk, krydret sovs.

Mattar Paneer, som er paneer (den der hårde, tofuagtige instant-ost, som bliver brugt meget i indisk mad) med urter og ærter.

Bangan Baji, som er en slags karry med aubergine

Alu Chat, som er en karry (min mands yndlings) med kartofler og blomkål.

Det er simpelthen så lækkert, og så overvældende meget og varieret. Det er indisk, og det ER stærkt. Der spares ikke på fedtet, og man kan trille ud af restauranten bagefter, med et ekstra lag mod vinterkulden. På en måde, kan det næppe være et rigtigt kritikpunkt, at det er så fedt, da meget traditionelt indisk mad ER meget fedtet.  Det er faktisk muligt at spise for omkring 80 kroner + drikkevarer, så længe det holdes vegetarisk. Alligevel er det et væsentligt dyrere sted, end de fleste andre indiske. Det er bare også lige det bedre.

Spicylicious

Ja, jeg keder mig. Er sygemeldt med plukveer, maveproblemer og alskens onde ting og sager. Så derfor tænkte jeg, jeg lige ville anmelde nogle af de steder hvor jeg er blevet udsat for vegetarmad. Jeg anmelder i første omgang kun kødsteder, som har været gode, og ellers vegetarrestauranter, hvis jeg ellers kan finde sådan nogle.  Jeg nåede faktisk det grønne køkken, som nu er lukket, og havde helt oparbejdet energi til at sable det ned! Det var frygteligt! Men al min energi er fuset ud, da det ikke findes mere. SÅ:

Spicylicious på Istedgade 27, ligner et sted man kun går ind efter man har købt sin mink. Selvom den ligger i junkie-land, go figure. Men den er faktisk ikke meget dyrere end en helt almindelig dødelig middelklasserestaurant. En hovedret koster mellem 115-160 for den dyreste. Når man har kommet sig over, at man lige smuttede derind til aftensmad i utjekket tøj, og rodet hår, samt en masse posser fra de kinesiske butikker (det er man nød til, når man er så tæt på de bedste af slagsen i københavn), så er stedet meget nydeligt, med friske orkidéer, og et minimalistisk “asiatisk” design. Her kunne man tilføje en meget lang rant om orientalisme, hvordan vietnamesisk, thai og kinesisk bare ikke er det samme, at det er uatentisk etc. Det er sagt før, det behøver jeg vist ikke sige.

Al den mad vi har spist derinde indtil videre, er kommet promte, tjenerne er venlige og vidende. Maden er IKKE spicy (stærk), meget af den er overhovedet ikke, og nogle få ting har et snært af chili. Men man skal ikke ret langt ned ad gaden for at finde noget som bedre fortjente navnet.

Det er tilgengæld helt ligemeget, for næsten alle retterne kan laves med tofu (og det er god, veltilberedt tofu), og det smager bare helt super-duper. Der er orkideer og lime i vandet, men det glemmer man så snart man sætter tænderne i friske, lækre grøntsager, perfekt stegte nudler, og sej, lækker tofu. Det hele smager friskt og har det der lækre “kvalitetsbevidste” præg.

Min yndlingsret, og vi har efterhånden været der nok gange til at jeg kan have sådan en, er Pad thai,  som er stegte båndnudler med tofu, æg og jordnødder. Guf.

Og det er super skønt, at kunne spise sammen med ens kødædende kære, uden at skulle kigge på en trist salat, eller på den gang fryseblanding, som er erstatningen for ens kød.

Jeg har besluttet at uddele gulerødder på en skala fra 1-5.

Spicylicious får:

Big Green Burger

Jeg havde oprindeligt forestillinger om aldrig at røre køderstatninger med en ildrager.. men så støtte jeg ind i en artikel (som jeg desværre ikke kan finde igen) om hvordan deltagerne i reality showet “Hell’s Kitchen” fik serveret tre klassiske retter, og ingen af dem opdagede at kødet ikke var kød. Det lyder vildt, og ikke så lidt fascinerende. Hvis køderstatninger virkeligt er blevet så gode, så må de prøves. Jeg indrømmer gerne at jeg elsker kød, og hvis man faktisk kan få den rigtige smag uden reelt at spise dyr, ja så er jeg helt med på den. Jeg har derfor sat mig for at gumle mig igennem udvalget af køderstatninger på markedet. Jeg startede med det første mærke jeg støtte ind i: Big Green Burger, som jeg fandt i en grønthandler på nørrebro. Det så umiddelbart ret ækelt ud, i en gennemsigtig plastikpose. Ingredienserne bestod mest af rødbede, selleri og løg. Tjah, “hvo intet vover”, tænkte jeg, og lagde dem i kurven til mine papadams, flækkede grønne ærter, og grøntsager galore. Min (kødspisende) kæreste ville også gerne smage, så jeg lavede to “klassiske” burgere, godt nok med grov- ciabatta, men ellers helt normale. Med tomat, agurk, løg, creme fraiche og ketchup. “Burgerne” lugtede lidt fælt af indelukkede og triste grøntsager, men det lignede en anelse, så vi holdt modet oppe.

Big Green Burger

Jeg blev helt glad ved synet: det ligner en burger! Desværre var det allerede fra første bid en brat opvågning. “Kødet” har en helt forkert konsistens, det smuldrer, og har slet ikke noget bid. Selve smagen er ubehagelig og kedelig grøntsagssuppe-agtig. Vi måtte begge tage os sammen for overhovedet at få det ned. En grillet skive squash eller aubergine havde været hundrede gange bedre.  På en ko-skala fra et til ti, får Big Green Burger: