Archive for the ‘ restauranter ’ Category

Rå kage og en anmeldelse

Det er meget lang tid siden jeg sidst har blogget, og det skyldes min dejlige lille guldklump, som indtil for nylig overhovedet ikke har villet sove for sig selv.  Men det betyder ikke, at der ikke er blevet lavet mad. Bare at jeg ikke har tid til at skrive om det. Men det skal nok komme igen.

Man kan se billeder af den lille nye guldklump, hvis man er nysgerrig på voresbarn.wordpress.com .

Nå, men siden fødslen, har jeg haft en sær besættelse af raw food. Måske skyldes det, at vi var inde på “Raw 42” på en af vores aller første udflugter. Min mand brugte turen derhen til at fortælle mig, at han ikke ville spise noget der, men at jeg da gerne måtte få en gang salat :) Da vi kom, bestilte vi begge to alligevel. Jeg fik en salat med asparges og tang (som jeg elsker) og han fik den med jordnødder og squash. Det var gud! så alle fordomme faldt på jorden som en sten, og min mand elskede det også. Hans salat var klart den lækreste, men min var også god, selvom jeg ville ønske de havde skåret aspargsne i lidt mindre stykker, de var lidt overvældene i al deres råhed. Vi delte et stykke chokoladekage til dessert, som var middelmådigt af en kage at være, men da imponerende, eftersom det var råt.

Da vi kom hjem skrev jeg mig tålmodigt i køen til samtlige rå kogebøger jeg kunne finde på biblo. Jeg har fået fire indtil videre, og jeg er i hvert fald sikker på hvilken bog jeg faktisk tager ud og køber. Den hedder “Raw Food – intelligent, forførende og sund mad til alle” og den er skrevet af Jens Casupei og Vibeke Kaupert. Opskrifterne er anderledes, og ikke nødvendigvis ting man selv lige ville finde på. Der er en del salater og supper, men de er godt fundet på. Der er fx waldorfsalat, og lasagne, som vi prøvede i en lidt anden udgave. Det lækreste var dog vores egen udgave af en kage, inspireret af både den kogebog og en ok bog af Erica Palmcrantz og Irmela Lilja kaldet “Raw food for livet”. Den virker på en eller anden måde bare ikke særligt indbydende, og mange af opskrifterne er kedelige eller ser bare uappetitlige ud (fx salat uden dressing. GAB!). Men den har også sine øjeblikke, og jeg glæder mig til at smage dens råmarinerede champignon.

Men Raw food (den første) må simpelthen ejes, og jeg glæder mig til at den finder et permanent hjem i mit overfyldte kogebogsskab.

Nå, men det var den rå hindbærtærte jeg kom fra.

  • Rosiner
  • Mandler
  • Dadler
  • citron
  • vanilje
  • hindbær

Man tager lige dele rosiner og mandler (eller efter smag), og hakker dem i en minihakker, til det er klistret og nogenlunde dej-agtigt. Så er det bare at sprede stadset i et tærtefad el. li. evt. på bagepapir. Ovenpå den “dej” skal et snasket og sødt lag af ret mange dadler blendet med lidt citron og vanilje. Det er nemmest at smage sig frem. Ovenpå skal der bare gavmilde mængder friske eller frosne hindbær (jeg dryppede med lidt agavenektar på de frosne, men det er skam ret sødt i forvejen). Og voila, man har en rå tærte. Jeg synes der manglede lidt flødeskum, så jeg lavede en rå version af cashewnødder og pære blendet med lidt vand. Det bliver tykkere hvis man lader det stå, og det kan godt bruge lidt agavenektar og lidt vanilje.

Både min mand og jeg var solgt efter den tærte, og jeg glæder mig til at prøve flere, måske endda nogen hvor jeg bare følger opskriften (det er bare så svært at få alt lige når man skal bruge det)

Taj

Taj ligger centralt i københavn, lige over for Dagmar (nærmere bestemt Jernbanegade 5). Det er det bedste sted jeg har spist siden jeg er blevet vegetar (i Danmark, altså). Det er desværre heller ikke et billigt sted, men det er faktisk pengene værd. Stedet virker som om det er et bevidst forsøg på at stable så meget tung kitsch på alle overflader som muligt. Fra indgangen, med et enormt springvand med indiske figurer, til løvehovedstolene. Der er ikke mange centimeter som ikke er dækket med ornamenter. Personligt synes jeg det er fedt, det passer til maden og stemningen, og især de flotte dansende figure på springvandet, er virkeligt flotte, på en overdrevet måde.

Jeg har været der to gange fordi det er så dyrt, første gang fik vi en absolut irriterende tjener, som prøvede at sælge os mere mad hvert femte minut, til vi til sidst skyndte os at betale og smutte. Anden gang var tjeneren en sød ung pige, som fortalte at hun var datter af kokken, og som var meget benovet over at vi spiste al vores pickle og chutney (normalt er det åbenbart for stærkt for danske ganer, men hatten af for Taj, at de fortsætter med at putte chili i deres mad!).

Det absolut bedste jeg har fået derinde, var deres vegetarmenu:

Pappadam & pickles
Alu Chat
Mattar Paneer
Dal Maharani
Bangan Baji
Naan Mahiwal
Indiske Basmati ris
Raita – yogurt dressing

Det er mere mad, end det umiddelbart ser ud, og hele herligheden koster 229 kr. Man skal være minimum to for at få den. Pappadams er flade chipsagtige brød, ofte med krydderier i. De er lavet af en eller anden form for bønne eller linse. Det er forretten, og de spises med nogle rigtig lækre små skåle med forskellige pickles (som på indisk betyder surt og stærkt og oliet). Det er en ret hård start for maven, da både pappadams og pickles er ret fettede og meget krydrede. Men det smager godt, omend lidt tungt.

Hovedretterne består af ris og naan(fladbrød) med raita (yogurt med grøntsager og krydderier), og så en masse (selvfølgeligt vildt ornamenterede) skåle med forskellige karryer.

Dal Maharani, som er de absolut lækreste linser jeg nogensinde har smagt, sorte, og i en tyk, krydret sovs.

Mattar Paneer, som er paneer (den der hårde, tofuagtige instant-ost, som bliver brugt meget i indisk mad) med urter og ærter.

Bangan Baji, som er en slags karry med aubergine

Alu Chat, som er en karry (min mands yndlings) med kartofler og blomkål.

Det er simpelthen så lækkert, og så overvældende meget og varieret. Det er indisk, og det ER stærkt. Der spares ikke på fedtet, og man kan trille ud af restauranten bagefter, med et ekstra lag mod vinterkulden. På en måde, kan det næppe være et rigtigt kritikpunkt, at det er så fedt, da meget traditionelt indisk mad ER meget fedtet.  Det er faktisk muligt at spise for omkring 80 kroner + drikkevarer, så længe det holdes vegetarisk. Alligevel er det et væsentligt dyrere sted, end de fleste andre indiske. Det er bare også lige det bedre.

Spicylicious

Ja, jeg keder mig. Er sygemeldt med plukveer, maveproblemer og alskens onde ting og sager. Så derfor tænkte jeg, jeg lige ville anmelde nogle af de steder hvor jeg er blevet udsat for vegetarmad. Jeg anmelder i første omgang kun kødsteder, som har været gode, og ellers vegetarrestauranter, hvis jeg ellers kan finde sådan nogle.  Jeg nåede faktisk det grønne køkken, som nu er lukket, og havde helt oparbejdet energi til at sable det ned! Det var frygteligt! Men al min energi er fuset ud, da det ikke findes mere. SÅ:

Spicylicious på Istedgade 27, ligner et sted man kun går ind efter man har købt sin mink. Selvom den ligger i junkie-land, go figure. Men den er faktisk ikke meget dyrere end en helt almindelig dødelig middelklasserestaurant. En hovedret koster mellem 115-160 for den dyreste. Når man har kommet sig over, at man lige smuttede derind til aftensmad i utjekket tøj, og rodet hår, samt en masse posser fra de kinesiske butikker (det er man nød til, når man er så tæt på de bedste af slagsen i københavn), så er stedet meget nydeligt, med friske orkidéer, og et minimalistisk “asiatisk” design. Her kunne man tilføje en meget lang rant om orientalisme, hvordan vietnamesisk, thai og kinesisk bare ikke er det samme, at det er uatentisk etc. Det er sagt før, det behøver jeg vist ikke sige.

Al den mad vi har spist derinde indtil videre, er kommet promte, tjenerne er venlige og vidende. Maden er IKKE spicy (stærk), meget af den er overhovedet ikke, og nogle få ting har et snært af chili. Men man skal ikke ret langt ned ad gaden for at finde noget som bedre fortjente navnet.

Det er tilgengæld helt ligemeget, for næsten alle retterne kan laves med tofu (og det er god, veltilberedt tofu), og det smager bare helt super-duper. Der er orkideer og lime i vandet, men det glemmer man så snart man sætter tænderne i friske, lækre grøntsager, perfekt stegte nudler, og sej, lækker tofu. Det hele smager friskt og har det der lækre “kvalitetsbevidste” præg.

Min yndlingsret, og vi har efterhånden været der nok gange til at jeg kan have sådan en, er Pad thai,  som er stegte båndnudler med tofu, æg og jordnødder. Guf.

Og det er super skønt, at kunne spise sammen med ens kødædende kære, uden at skulle kigge på en trist salat, eller på den gang fryseblanding, som er erstatningen for ens kød.

Jeg har besluttet at uddele gulerødder på en skala fra 1-5.

Spicylicious får: