Archive for the ‘ Fransk ’ Category

Den bedste salatdressing

Hveranden uge får vi en kasse med grønt fra årstiderne, og det er på mange måder lidt af en udfordring. Alle de grøntsager jeg normalt går en stor bue udenom, dem får vi alligevel. Så er det bare med at være kreativ. Salat er en af den type grøntsager jeg tidligere har dømt for kedelig til at komme på mit bord. Efter en hel opvækst hvor salat bestod af hakket iceberg salat (eller som min mor siger: Iceberger, hun er psykologuddannet) med tomater og agurker i skiver. På bordet stod så en ækel light dressing man kunne hælde over den triste blanding. ADH! Jeg vågner stadig med sved på panden, ved tanken om at skulle spise det stads igen. Men det er faktisk uretfærdigt over for salatgenren. Så da der er dukket hele salathoveder op i vores kasse tit og ofte, er salat nu et fast punkt på menuen. Og et vi begge er glade for.

Min mands yndlingsdressing, er denne franskt inspirerede sennepsdressing.

  • 1 fed hvidløg, meget finthakket
  • 1 lille rødløg, hakket i små tern
  • ½ spsk sennep
  • 1½ spsk eddike (fx rødvins eller hvidvins) eller samme mængde citronsaft
  • 2 spsk god koldpresset øko olivenolie
  • 1 spsk sukker (eller hvis man er en ond bi-udnytter, samme mængde honing)
  • Salt så det passer
  • Friskkværnet sort peber
  • Lidt meget finthakket frisk chili (kan udelades)

Det hele hældes i en skål, og piskes med en gaffel til olien og eddiken bliver helt glat og lækker. Så smages det til med salt og sukker. Den skal være sød og lidt stærk, med bid fra hvidløg og løg. Et salathovede (som er vasket og tørret grundigt!) er en god modtager. Dressingen skal altså på inden det serveres, men kun to nanosekunder før, da den hurtigt bliver slap og kedelig (salaten). Det skal vendes i dressing så al salat er dækket af et lækkert glinsende lag. En anden lækker mulighed er at “skrælle” gulerødder, rødbeder og evt. andre rodfrugter helt op, så man får nogle lange, tynde strimler af dem, som båndspaghetti. Her må de gerne stå i dressingen i et stykke tid, de er lidt mere hard core.

Reklamer