Archive for the ‘ Mexicansk ’ Category

Majssalsa med vandmelon og agurk

Ja, det virker lidt absurd at denne opskrift er klassificeret under raw, når der tydeligvis er et spejlæg og en tortilla på billedet. Men jeg spiste det meste af den salsa der blev til overs i et salatblad dagen efter, og det var faktisk den lækreste udgave af den ret. Tilbehøret og serveringen kan man jo selv afgøre, men det var en rigtig lækker salsa, selvom den er lidt speciel. Bare tro på det, så bliver den god.

  • 2 majskolber
  • 1 agurk
  • 1/2 lille rødløg (cirka 1 spsk)
  • 1 dl vandmelon i små tern
  • 1 peberfrugt
  • persille og frisk koriander
  • 1 meget moden avocado
  • limesaft af 1-2 limefrugter
  • 1/2 frisk chili
  • 1/2 fed hvidløg
  • salt efter smag
  • evt. friske salatblade at rulle det i, som en slags rå tacos

Pil blade og strimledutter af majsen, og skær dem af kolberne med en skarp kniv (eller tø en pose frosne majs op). Hak løget fint, hak også (knap så fint) avocado, peberfrugt og agurk i tern. Skyl urterne grundigt, og hak den groft. Bland limesaft med revet chili og hvidløg og et lille nip salt. Smag til med urterne. Bland alle grøntsagerne i samt vandmelonen. Det kan faktisk holde sig en dag, sjovt nok

Reklamer

Stegte grøntsager i chokoladesovs

Viva the old new world. Jaja, opskriften er ikke autentisk, men den er lækker og anderledes. Man skal nok bare prøve den, for at kunne forestille sig den lidt anderledes smagskombination. Men indianerne brugte vist nok ofte chokolade (eller kakao) i det salte køkken.. Mener jeg at kunne huske fra en sydamerikansk kogebog jeg har læst en gang. Både min evigt skeptiske mand og jeg blev i hvert fald begejstrede for denne her kombination. Opskriften er en noget anderledes variation af en opskrift fra “pure vegetarian”, som jeg har anmeldt et andet sted på denne blog (og som hører til en af mine absolut favorit kogebøger). Vi tester om retten er god kold også, for den skal måske indgå blandt retterne til Billies navngivningsfest på næste søndag.

Grøntsagerne:

  • 1 squash
  • 1 rød og en gul peberfrugt
  • 1 lille bakke cherrytomater
  • Spidskommen
  • olivenolie
  • salt og peber i moderate mængder

Sovs

  • saft af en appelsin
  • 1- 1½ fed hvidløg, revet
  • 1½ spsk honning
  • saft af ½ lime
  • et godt pift chili
  • 30 g meget mørk chokolade
  • 3 spsk god salat olie
  • salt og peber
  • 1 rødløg
  • persille eller koriander

Skær grøntsagerne i både, ved dem med spidskommen og olivenolie i et ovnfast fad, og bag dem til de begynder at tage farve (cirka 200 grader). Lav sovsen imens. Varm honning, hvidløg og appelsinsaft i en lille gryde. Tilføj chokoladen, og rør til det er helt opløst. Tag det af varmen, og tilføj limesaft, olie og chili. Smag til med salt og peber, og juster evt. med limesaft og honning.

Når grøntsagerne er færdige, vendes de med rødløget i tynde både, og den grofthakkede persille eller koriander. Til sidst hældes chokoladesovsen over. Den må godt trække lidt, men er lækker lun. Brød til at suge ekstra dressing op, er en fordel.

Tyk og intens sortbønnesuppe

Efter at have ladet mig selv falde i madlede fælden, var alle grøntsagerne i vores køleskab blevet rynkede og triste, og  min dårlige samvittighed havde nået et helt uhyrligt højt niveau. Så vi besluttede os for at lave mad alligevel, og tvinge noget sundt og grøntsagsholdigt i mig. Og denne supper er enormt lækker, den er intens og righoldig. Farven er fantastisk. Det er mit første forsøg med at spise kogevandet (som er en del af suppen), og vi er ikke døde endnu. Faktisk fik vi ikke engang bønne-mave, hvilket må siges at være lidt af en succes i sig selv.  Mange opskrifter foreskriver at man bruger både det og udblødevandet. Her har vi tilføjet yoghurt og en god skefuld avocado blandet med tomat, rødløg og citron. Det passede godt til, og så bare en skive rustikt brød. I nedenstående portion var der nok til os to (og lille foster), og til at fryse ned til en anden god gang.

  • 2 fed hvidløg finthakket
  • 1 løg hakket
  • Selleri efter smag, hakket (ikke nødvendigt)
  • gulerod efter smag, hakket (ikke nødvendigt)
  • 2 mellemstore rødbeder (vigtige for farven) i grove stykker
  • 1/4 hoved blomkål (ikke nødvendigt) i grove stykker
  • ½ Aubergine (ikke nødvendigt) i grove stykker
  • 2 dl sorte bønner, som har ligget i blød natten over
  • 3-4 dl bouillon
  • 1 dåse hakkede tomater
  • et pift røget paprika
  • 1 spsk alm. paprika
  • evt. lidt spidskommen
  • chili efter smag
  • 3-4 laurbærblade
  • lidt olivenolie (eller andet god olie)

Svits løg, gulerod, selleri og hvidløg i en mellemstor gryde over mellem varme til det er let gennemsigtig (løget!). tilsæt krydderierne, og resten af ingredienserne på nær auberginen (ellers bliver den for udkogt). Lad det hele simre, til bønnerne er næsten møre (15-20 min, mærk efter). Tilsæt så auberginen. Når suppen er færdig, kan man evt. blende noget af den med en stavblender, for at få en blanding af cremet og fyldig konsistens. Smag til med salt og peber. Frisk persille eller koriander ville være fantastisk i suppen.

Quesadilla (eller sincronizada) med spinat

Her er endnu en opskrift fra min mexicanske fase, den er super hurtig og enkelt at lave, og den ville helt sikkert være mest spændene sammen med guacamole og salsa, men så er det også et ret lækkert måltid i sig selv.

  • 4 hvedetortilla (dem man efterhånden kan få i et hvert supermarked)
  • 150 g revet øko-ost
  • 100 g frosen eller frisk spinat.
  • 1 fed hvidløg
  • ½ hakket løg

Vask spinaten grundigt og i meget vand! Der er intet som sand i spinaten.. adh! På en lille pande, svits løg og hvidløg til de er lidt bløde.. i olivenolie, eller andet god koldpresset olie. Tilføj spinat, til det er faldet sammen. læg spinaten til side, og skyl panden af. Tilføj lidt olie, og steg en af tortillaerne i olien, til den er lidt gylden og sprød. Ikke for høj varme. Vend den om, tilføj spinat og ost (halvdelen!) og læg en tortilla ovenpå. Lad den varme godt igennem. Når undersiden er gylden og sprød, skal den vendes.. med lidt finesse, det kan evt. kræve en tallerken, eller en bred spartel. Steg quesadillaen til den er lysebrun og osten helt smeltet og lækker. Det samme gøres med nummer to. Husk nu at servere guacamole og salsa til :)

Mexicansk ris

Her er endnu en mexicansk ret med et ret underligt navn. Det hedder nemlig oftest “spanish rice” (spansk ris), selvom det bare ikke er spansk.. men mexicansk. Man kan også kalde det mexicansk ris, hvilket jeg så har valgt at gøre :) Det er en tilbehørsret, og den er skøn i de fleste mexicanske/tex-mex kombinationer. Den er ret enkel, og lidt røget paprika ville heller ikke være af vejen her.

  • 1 løg
  • 2 fed hvidløg
  • 1 dåse hakkede tomater
  • 250 g ris
  • cirka 3 dl grøntsagsbouillon (læs på risene hvor meget vand de skal koges med, og så minus mængden af hakket tomat)
  • Evt. hakket koriander eller persille

Hak løget fint, og svits det i olie en mellemstorgryde, til det er helt blødt (10-15 min) og gerne begynder at blive brunt. Tilføj ris, og steg dem i olien mens du rører som en besat (de brænder nemt på) til de er brunede. Tilsæt hvidløg, og rør til det dufter godt (ikke lang tid). Tilsæt så tomaterne og bouillonen. Lad det komme op at koge, og skru derefter ned, og lad risen simre til det har suget al væden. Smag på risen. Den skal ikke være hård, så tilføj evt en LILLE smule ekstra vand, og lad det bliver absorberet. Server til stort set alt mexicansk mad.

velstegte bønner “refried beans”

Ja, det er ikke en korrekt oversættelse af det ovenstående. Refried betyder genstegte, men det er en fejloversættelse af det spanske “frijoles refritos” som faktisk betyder velstegt, ikke genstegt. Man kan selv tjekke det på wikipedia :)

Refried beans er en grundingrediens i rigtig meget mexicansk mad, og det er meget udbredt i amerika også. Af en eller anden grund er det overhovedet ikke udbredt herhjemme. Traditionelt bliver det lavet på grisetælle og evt. kødbouillon,  og jeg har udarbejdet min egen vegetariske udgave af retten ud fra de opskrifter. Jeg har nemlig fået fingre i en ny ingrediens! Røget paprika! Jeg har lavet retten uden, og den er helt fin, men den røgede smag gør virkeligt noget for bønnerne. Retten ser IKKE lækker ud. Den ser faktisk ulækker ud. Men den smager enormt godt, og den kan bruges til rigtigt mange forskellige mexicanske og tex-mex opskrifter. Istedet for pintobønner, kan man bruge sorte bønner. I en del opskrifter bliver bønnerne ikke lagt i blød, men det turde jeg ikke, så i min udgave er de altså udblødede, og de er også blevet skyllet grundigt. Jeg er også ret overbevist om at det hjælper på deres prutte-skabende virkning.

  • 1 løg
  • 3 fed hvidløg
  • 100 g bønner, som er blevet udblødt natten over
  • God olie
  • ½ tsk røget paprika
  • 2 laubærblade
  • vand eller bouillon så det dækker og lidt til

i en ret stor gryde, svits løg til det er helt blødt og aromatisk (10-15 min). Tilsæt hvidløg og umiddelbart efter bønnerne, som steges til de har fået lidt farve. Tilsæt paprika og vand eller bouillon og laubærblade. Det skal være et par centimeter over bønnerne, men ikke mere. Nu skal bønnerne koge (Putre!)  i urimmeligt lang tid, til de er bløde. Det afhænger af hvor gamle bønnerne er, men 1½ time er nok minimum. Når de er bløde, fjernes laubær, og man kan enten blende eller bruge en kartoffelmoser til at mose bønnerne. Det steges videre til det har fået en tyk, lidt cremet konsistens, og smages til med salt.

Mango salsa

Jeg har en nærmest sygelig træng til frisk frugt for tiden. Kvalmen er her i tredje trimester af min graviditet vendt tilbage (suk), og frisk, saftigt grønt, det er bare sagen. Så selvom det var lidt af et overkill, besluttede jeg mig for at min mands pokeraften også skulle prydes af en smuk mangosalsa. Jeg fandt en masse opskrifter online, men der var ikke nogen som liiige ramte hvad jeg havde lyst til, så denne her er hjemmespundet. Den er sød, knasende frisk, og ikke særligt stærk. Min mango var ikke specielt moden, men det blev godt alligevel, et dejligt friskt pust til de lidt tunge mexicanske smagsnuancer.

  • ½ mango, hakket i små tern
  • 1 grøn chili, kernene fjernet (behøves ikke hvis man virkeligt er macho), og meget finthakket
  • 2 tomater, små tern
  • ½ peberfrugt i små tern
  • ½ rødløg i virkeligt små tern
  • Saft af ½ til 1 limefrugt
  • Koriander eller persille efter smag
  • lidt salt

Det hele blandes og smages til med salt og lime.. godt til nachos, også godt i en tortilla eller taco (eller måske noget helt andet)