Archive for the ‘ Lacto-ovo-vegetarisk ’ Category

Yogurtpandekager med spinat-gedeostefyld

Det her var en typisk “hvad har vi i køleskabet” ret, men den er faktisk lækker, hurtig og enkel. Pandekagerne skal altså steges på en teflonpande, ellers er de helt umulige. Man kan tilføje mere mel, hvis man ikke synes det er nok. Jeg synes en salat eller andet råt grønt er oplagt sammen med denne her ret.

Pandekagedej

  • 2 æg
  • 1½ dl yogurt
  • 1½ dl mel
  • evt. vand
  • salt

Fyld

  • Spinat
  • gedeost
  • peber

Bland ingredienser til dejen. Lad den evt. stå i køleskabet i en time, hvis du har tålmodighed til det. Bag pandekagerne, så tyndt du kan (ikke særligt tyndt) på en TEFLON pande.

Vask spinat grundigt. På en varm pande, lad det lige falde sammen, tilsæt gedeost. Fyld det i pandekagerne..

Reklamer

Grønkålstærte

En kæmpe bunke frisk grønkål, var der i årstidernes kasse i denne uge. Og hvad skal man stille op med sådan noget? Jeg spurgte på www.vegetarkontak.dk, og fik en masse spændende bud på opskrifter. Jeg havde lyst til noget som kunne være et måltid i sig selv. Først lavede jeg en stuvning, efter Pollys opskrift . Svampe havde vi ikke, så det blev løg, hvidløg, soyafløde og bouillon, med grønkål stegt blødt på en pande. Det i sig selv smagte rigtigt godt! Men vi tilføjede tre æg til den kolde pande, rørte det hele godt sammen, og hældte det i en tærte. Vi strøede med øko-ost, så fik hele retten 35 min i ovnen, og det blev en rigtig lækker tærte. Cremet, grøn og nok til at give mig lyst til at prøve grønkål en anden gang.

Blomkålstærte

Så er jeg tilbage! Forhåbentlig nu med mere tid og overskud til at få skrevet mine yndlingsopskrifter ned.

jeg er blevet gift, og det blev en pescetarisk bryllupsfest.. For at spare, og fordi vi ikke rigtig kunne finde et godt vege/pescetarisk sted at få vores mad, lavede vi det meste selv. Det blev til en del tærte, da det er nemt at fryse ned.

Personligt blev jeg ret vild med denne her super enkle blomkålstærte med et twist.

Du skal bruge:

  • Tærtedej efter eget valg. På billedet er der brugt butterdej, som faktisk er liiige fedtet nok til min smag
  • Et blomkålshovede
  • Olivenolie
  • 1-2 fed hvidløg
  • Chili, hvis det ønskes
  • En lille portion grøntsagsbouillon
  • Et mellemstort glas oliven
  • 3 øko æg
  • 1 bæger (200 cl) syrnet mælkeprodukt, fx økologisk creme fraice, eller hytteost
  • En stor dusk persille
  • ½ spsk salt
  • Friskkværnet peber

Forbered tærtedej, hvis den skal laves. Stil evt det store tærtefad med dejen i fryseren.

Rens persille, skær blomkål i bukketter, og stænglen i små tern (skræl den eventuelt). Hak hvidløg og chili fint. Svits hvidløg og blomkål i olivenolien, og, når hvidløget er blevet blødt, men ikke brunt, tilsæt bouillon. Læg låg på gryden, og lad blomkålen simre til det er mørt, og boullonen er fordampet. I en skål, bland æg, syrnet mælkeprodukt, salt, peber, de drænede oliven og hakket persille til det er homogent. Bland blomkål i, og fordel blandingen i tærtefadet. Tærten skal bages ved omkring 200 g, i 35-50 min. alt afhængigt af ovnen. Fyldet skal være fast og hævet, og skorpen lækker gyldenbrun.